Camp Nou
FC Barcelonas hjemmebane

Camp Nou

Fakta

AdresseLes Corts, 08028 Barcelona, Spanien
Tidligere navnEstadio del Club de Fútbol Barcelona
Først kampeFC Barcelona - Warszawa XI
UnderlagHybridgræs (GrassMaster)
Banestørrelse105 m × 68 m
Tilskuerrekord120.000 (Barcelona - Juventus i 1986)
Indvielse1957
Kapacitet99.354
EjerFC Barcelona
Seneste renovering2023-nu

Historien om Camp Nou

Camp Nou blev indviet den 24. september 1957 og har siden været et af verdens mest berømte fodboldstadioner. Anlægget blev opført for at erstatte FC Barcelonas tidligere hjemmebane, Les Corts, der med plads til omkring 48.000 tilskuere var blevet for lille. Under præsident Francesc Miró-Sans blev byggeriet gennemført efter tegninger af arkitekterne Francesc Mitjans, Josep Soteras og Lorenzo García Barbón.

Ved indvielsen havde stadionet plads til 93.053 tilskuere. Den første kamp blev spillet mod et udvalgt hold fra Warszawa, som FC Barcelona besejrede 4-2. Angriberen Eulogio Martínez skrev sig ind i historiebøgerne som den første målscorer på det nye stadion.

Oprindeligt hed anlægget Estadi del FC Barcelona, men tilhængerne begyndte hurtigt at kalde det Camp Nou, som betyder “den nye bane” på catalansk. Navnet blev først gjort officielt i 2001 efter en afstemning blandt klubbens medlemmer.

Forud for VM i 1982 blev Camp Nou udvidet til omkring 120.000 tilskuere. Stadionet lagde blandt andet græs til verdensmesterskabets åbningskamp mellem Argentina og Belgien. Ti år senere blev finalen ved OL i Barcelona spillet på samme bane, hvor Spanien besejrede Polen med 3-2.

I 1999 dannede Camp Nou rammen om en af Champions Leagues mest dramatiske finaler. Manchester United vendte et truende nederlag mod Bayern München til en 2-1-sejr med to scoringer i kampens afsluttende minutter.

Gennem årene har legender som Johan Cruyff, Ronaldinho, Andrés Iniesta og Lionel Messi begejstret tilskuerne på Camp Nou. Stadionet gennemgik flere moderniseringer, og efter afskaffelsen af ståpladser blev kapaciteten reduceret til omkring 99.000.

I 2022 blev stadionet omdøbt til Spotify Camp Nou som led i en sponsoraftale. Året efter begyndte en omfattende renovering, hvilket tvang FC Barcelona til midlertidigt at flytte hjemmekampene til Estadi Olímpic Lluís Companys.

Den 22. november 2025 vendte Barcelona tilbage til Camp Nou og besejrede Athletic Club med 4-0 foran 45.157 tilskuere. Renoveringen fortsætter i 2026, hvor stadionet fortsat har begrænset kapacitet. Når ombygningen er afsluttet, forventes det moderniserede anlæg at kunne rumme næsten 105.000 tilskuere.

Tribunerne

TribunaDen primære tribune på den vestlige side. Indeholder præsidentlogen, VIP-pladser, medieområder og spillertunnelen, og er delvist overdækket.
LateralDette er langsiden over for hovedtribunen på den østlige side.
Gol NordHer er der tale om den nordlige måltribune (mod venstre set fra hovedtribunen).
Gol SudDette er den sydlige måltribune (mod højre set fra hovedtribunen)